Det danske fragtskib Ark Futura ankom tidligt onsdag til Italien med en yderst farlig last ombord. Skibet er nemlig lastet med giftgasser og andre kemiske våben fra Syrien, som er blevet taget ud af hænderne på præsident Assad i løbet af de seneste måneder.
I den italienske havneby Gioia Tauro vil det danske skib overrække de kemiske våben til det store amerikanske containerskib Cape Ray, der skal stå for den videre håndtering af den farlige last. Cape Ray er nemlig blevet udstyret med højteknologiske faciliteter til destruktion af de kemiske våben, så både sennepsgas og de allermest giftige stoffer kan blive destrueret ombord på selve skibet. Det amerikanske skib forlader dog den italienske havneby og sejler ud på internationalt farvand, før destruktionen af de kemiske våben begynder.
Derefter vil andre af de kemiske materialer blive sejlet rundt til forskellige lande, der har faciliteterne til at destruere de potentielle våben.
Det er hidtil uden fortilfælde, at kemiske våben skal destrueres ombord på et skib, men amerikansk militær forsikrer, at metoden er påvist sikker, og man garanterer, at ingen giftige stoffer vil blive lækket i processen.