Blodige opgør i Syrien har tvunget mange tusinde syrere til at flygte fra deres hjem, fordi de frygter for deres liv, men det får ikke Røde Kors til at forlade Syrien.
Det siger Dansk Røde Kors' katastrofechef, Arne Vågen, der netop er hjemvendt fra Syrien.
Inden for få dage har organisationen hjulpet 620 sårede fra borgerkrigen i Syrien til behandling i nabolandet Libanon. Nogle flygter til udlandet, mens andre flygter internt i landet.
- Situationen er meget usikker, og folk er bange, fordi der er så mange bomber. Der er en utryg stemning i Damaskus. Særligt i forstæderne forlader folk deres hjem af frygt for bomberne, siger han.
Siden konflikten brød ud, er flere Røde Kors-medarbejdere blevet dræbt, mens de udførte deres arbejde i Syrien.
- Vi gør, hvad vi kan for at undgå at blive ramt, og for at nødhjælpsarbejderne ikke løber unødvendige risici, men vi stopper ikke med at være der. Det er utilregnelige og voldelige gerningsmænd, der udfører disse handlinger, siger Vågen.
Han tvivler på, at regimets soldater respekterer nødhjælpsarbejderne. Og Røde Kors kan ikke garantere for sikkerheden.
- Man forsøger at være forberedt på det uforudsete, men man kommer steder, hvor der er kamphandlinger, og man kan ikke vide, hvad der sker. Desværre sker der dødsfald, siger han.
Røde Kors og Røde Halvmåne er eneste nødhjælpsorganisationer i landet, da Syrien ikke tillader andre organisationer at være til stede. Af sikkerhedsmæssige grunde hjælper de ikke, hvor der kæmpes.
Lørdag trængte syriske regeringsstyrker ind i byen Douma efter ugers belejring og granatangreb.
Ifølge indbyggere flød gaderne med lig, og folk flygtede fra byen, mens regeringssoldater stormede gaderne, for at finde oprørere, der ville vælte præsident Bashar al-Assad.
/ritzau/