Det fynske robotfirma Odico er gået konkurs.
Det skriver erhvervsmediet Finans.
Odicos ville revolutionere byggebranchen med robotløsninger, men den seneste månedstid har firmaet været presset og forgæves forsøgt, at fremskaffe den nødvendige likviditet gennem forskellige initiativer, skriver Finans.
Odico, som havde adresse på Oslogade i Odense, blev etableret i 2012. Firmaet har blandt andet udviklet en industrirobot med skæreværktøj til fremstilling af støbeforme.
Så sent som i januar gik Odico sammen med AMU Fyn om at revolutionere byggeuddannelserne. Her blev robotfliseskæreren Cut'n Move integreret i undervisningsforløbet.