Erhvervsmanden Peter Zobel boede i 20 år på Bækkeskov Gods, indtil han i september 2017 døde i en alder af 81 år.
Det sydsjællandske gods er nu solgt for svimlende 131.160.000 kroner - dermed behøver familien til den tidligere direktør i forsikringsselskabet Codan ikke at være nervøse, når de i den kommende tid klikker sig ind for at tjekke kontoen på deres netbank.
SE og HØR skriver, at prisen på 131 millioner kroner er væsentlig højere end den tinglyste gæld på omkring 100 millioner kroner. Det betyder ifølge ugebladet, at alle Peter Zobels fem børn - Rigmor, Sarah, Caroline, Alexander og Nicolai - kan se frem til flere millioner kroner, når familien fordeler de omkring 30 millioner kroner fra salget mellem sig.
Den nye ejer af Bækkeskov Gods er 28-årige Michael Immanuel Jebsen, der er søn af hofjægermester Hans Michael Jebsen.
Ligesom sine forældre bor Michael Immanuel Jebsen i Hong Kong.
Det betyder, at den unge og nye ejer ikke selv har planer om at flytte ind på godset. Derimod vil han leje det ud.