De unge iværksættere bag burgerkæden Cock's and Cows går sandsynligvis en munter weekend i møde.
Den københavnske burgerkæde er blevet solgt til finske Resamax - en børsnoteret restaurantvirksomhed med hovedsæde i Helsinki.
Finnerne har sikret sig en majoritetsandel til en pris, der ifølge Finans.dk's oplysninger værdiansætter hele den danske forretning til 164 millioner kroner.
- Det er nordens største restaurantvirksomhed, og de har selvfølgelig en masse kompetencer og knowhow, som vi kan drage nytte af. De har prøvet at vækste fra, hvor vi er nu til noget, der er større, og al den viden skal vi bare suge til os og lære af, siger Daniel Vesti Knutte, administerende direktør og medejer af Cock's & Cows, til Finans.dk.
Han stiftede sammen med Lasse Viwe og Adam Hjort tilbage i 2010 Nord Gruppen, der i dag tæller Cock's and Cows syv restauranter og flere barer i København.
Finske Resamax består af 130 spisesteder og caféer - det drejer sig blandt andet om brands som Wayne's Coffee og Mura Sushi.