Det danske rejseselskab Guld Rejser er gået konkurs.
Det fremgår af Rejsegarantifondens hjemmeside, hvor man kan læse, at Guld Rejser blev erklæret konkurs 28. januar.
På hjemmesiden lyder det blandt andet.
- Hvis du havde købt en pakkerejse hos selskabet i den periode, hvor det var registreret i fonden, og rejsen ikke bliver gennemført på grund af konkursen, kan du anmelde dit krav til Rejsegarantifonden.
- En pakkerejse er fx en rejse med både fly og indkvartering købt samtidig (dvs. på samme faktura/rejsebevis). Du skal kunne dokumentere betalingen af rejsen, lyder det.
Indehaveren af Guld Rejser, Peer Runge, forsikrer også, at alle de gæster, der netop nu er på en ferie arrangeret af det konkursramte selskab, kommer hjem til Danmark uden problemer.
Det siger han ifølge mediet til Nordjyske.dk.
Guld Rejser, som ifølge rejseselskabets hjemmeside skræddersyede rejser til Asien og Afrika, var registreret i Rejsegarantifonden fra maj 2022 til 24. januar 2025.