De har transporteret våbendele til et sønderknust afrikansk land, som lige har været i krig, og som var lige ved at komme det igen.
Sådan lyder kritikken af det danske rederi A.C. Ørssleff, efter det er kommet frem, at et af rederiets skibe i 2003 har transporteret 91 containere med dele til kampvogne til Eritrea i Afrika.
Det oplyser TV 2 Nyhederne
Transporten af kampvognene er ifølge Amnesty International stærkt problematisk.
»Det er uansvarligt at eksportere våben til et land, som lige har været i en krig, og som var lige ved at komme i krig igen med Etiopien. Samtidig er Eritrea Afrikas svar på Nordkorea. Det er et land med massive krænkelser af menneskerettighederne,« siger Dan Hindsgaul, informationschef fra Amnesty International, til tv-stationen.
Rederiets containerskib Skagen forlod Rotterdam i Belgien i januar 2003, selvom de hollandske havnemyndigheder endnu ikke havde tjekket skibet. Om bord var altså dele til 91 kampvogne, og kursen var Eritrea.
Det hollandske udenrigsministerium skriver ifølge TV 2 Nyhederne, at »destinationen på fragtbrevet (er, red.) ændret af kaptajnen uden at melde det til tolden, som man er forpligtet til«.
Flere tusinde civile er døde i Eritreas konflikt med nabolandet Ethiopien.