En tidligere deltager i TV3's populære tropiske reality-program Robinson Ekspeditionen er sigtet for at fortsætte sit eksotiske virke. Denne gang for aktiviteter, som ikke kan tåle at komme på skærmen.
Den 42 år gamle mand er sigtet for forsøg på at få i alt 12 uslebne diamanter med ind over grænsen til Danmark.
"Han er løsladt igen, men sigtet efter paragraf 110 i straffeloven, der har forbindelse til en EU-forordning, der drejer sig om at undgå misbrug af råstoffer," siger politiets vagthavende efterforsker James Kiewe til B.T.
De formodede ulovlige ædelstene blev opdaget i tolden i Kastrup lufthavn, hvor danskerne ankom fra Uganda.
De såkaldte bloddiamanter, der af FN også kaldes "konflikt diamanter", har blandt andet været brugt til at finansiere krige i blandt Sierra Leone, Liberia, Angola og Den Demokratiske Republik Congo.