Den dansk-albanske rapper Ardit Aliti, som er bedre kendt under musikernavnet Artigeardit, er en del af sommerens program til Grøn, som turnerer rundt i hele landet.
Det blev dog kun til et kort visit for Artigeardit, som efter den første koncert i Tårnby måtte melde afbud til de efterfølgende koncerter i både Kolding, Aarhus og Aalborg.
Men det var der en helt særlig grund til, for den 27-årige rapper forlod koncertkaravanen for en stund, fordi han skulle være far.
- Jeg skulle have spillet Grøn i Kolding, Aarhus og Aalborg, men jeg blev desværre forhindret på grund af min søns fødsel. Den tog lidt tid, men i går aftes fik jeg en sund og glad lille dreng, skriver han på Instagram i en story, som er et tidsbegrænset videoklip.
Her takkede han også Grøn og rapperen Lams for at være omstillingsparate og tålmodige, da han forlod festivalpladsen. I stedet overtog Lamin og hans band scenen.
Men på trods af en nyfødt søn og en ny titel som far vender Artigeardit snart tilbage til scenen, når Grøn spiller i Esbjerg den 27. juli.
- Jeg er tilbage på karavanen til de resterende koncerter. Med en ny energi og sommerfugle i maven. Vi ses i Esbjerg.
Artigeardit er blandt andet kendt for sangene "Er her" og "Vågen" og for sin nyeste single "Jumeirah".
/ritzau/
Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus