Danske boligejere kan sove trygt om natten og glæde sig over de mange penge, de har tjent på mursten det seneste år. Kun to lande har oplevet en større prisstigning på ejerboliger, viser en undersøgelse, som den engelske ejendomsmægler Knight Frank har foretaget. Det skriver erhvervsportalen idag.dk. Danmark kommer ind på en tredjeplads med en stigning i boligpriserne på 17,8 procent fra 1. oktober 2005 til 1. oktober i år. På andenpladsen ligger Bulgarien med en stigning på 19 procent og på den suværene førsteplads finder man Letland med en stigning på hele 39,2 procent i boligpriserne.
Boligfest er der derimod ikke meget af i vores naboland, Tyskland. Her har man oplevet et prisfald på tre procent det seneste år. Undersøgelsen viser desuden, at boligmarkedet lader til at være gået i stå mange steder. I Danmark forventes der et prisfald, især på ejerlejligheder i København, i de kommende måneder.
»Vi forventer en afventende fase de næste måneder på det danske boligmarked, hvorefter priserne kan begynde at stige igen,« siger kommunikationschef ved ejendomsmæglerkæden Home Niels H. Carstensen til idag.dk.