Det er tvivlsomt, om selv musikeren Thomas Helmigs ellers uovervindelige charme kan stoppe konflikten i Afghanistan.
Men det var nu heller ikke derfor, den 48-årige aarhusianer i en hel uge i slutningen af april havde sagt ja til at aflægge de danske tropper i Helmand-provinsen et musikalsk besøg.
- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var samtlige drengedrømme, der gik i opfyldelse på en gang, siger Thomas Helmig onsdag til BT.
Den sangglade popdreng drog nemlig ud på en mindre turné, der ved hjælp af diverse militære fartøjer, som for eksempel et Osprey MV-22 fly, bragte ham rundt i de tre danske lejre i den konfliktramte Helmand-provins.
Helmig har aldrig selv været i militæruniform, og derfor var det en ganske særlig oplevelse for musikeren pludselig at stå blandt de danske soldater.
- Det er større, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Det er som at være på Mars for mig - en helt anden verden, siger Helmig, der aldrig selv nåede at aftjene værnepligt.
Musikeren er den seneste i en lang række danske bands og komikere, der har lagt vejen forbi provinsen for at skabe et afbræk i den travle hverdag som udstationeret soldat.
Kilde: BT