Danskerne kan ikke takke andre end sig selv for, at de ikke allerede nu er klar til EM-semifinalen i Serbien.
Det unge mandskab har nemlig meget at lære endnu i den slags kampe, mener holdets playmaker Kristina Kristiansen.
- Det lå lige foran fødderne på os. Vi have været i semifinalen, hvis vi havde vundet. Det er superærgerligt. Vi skal lære at være lige så hårde som dem. De holder fast i trøjen, de niver, det skal vi også, siger Kristina Kristiansen.
Danskerne kom ellers stærkt tilbage efter en elendig start, men det var ikke i lange perioder, at spillerne for alvor følte sig ovenpå undervejs.
- Det er det, man lærer af de tætte kampe. Det kan også være vores dårlige start, der gjorde, at vi tabte.
- Vi tabte ikke, fordi vi lige brændte en chance til sidste. Det var over hele kampen, der manglede noget. Vi må også blive bedre til at lære i løbet af kampene, lyder det fra Kristina Kristiansen, der peger på, at serbernes angrebsopbygning ikke var specielt varieret.
- De gjorde meget de samme ting. Det skal vi lære at læse, mener hun.
Nu skal danskerne slå Norge på torsdag og håbe, at Serbien samme dag taber til Frankrig.
/ritzau/