Flyet styrtede ned - men den danske pilot nåede at redde sig selv ud af flyet først.
Det skriver den canadiske avis Vancouver Sun.
Ifølge avisen skete flyulykken fire kilometer syd for den canadiske militærbase i Alberta, Canada.
Kort før middag lokal tid fredag deltog den danske flyveinstruktør, kaptajn Jens Lundgreen-Nielsen, i en øvelse over flybasen. Omkring 4,5 kilometer oppe i luften hørte danskeren og flyets anden pilot, canadieren Lee Vogan, et højt brag i kabinen.
Ifølge den canadiske avis satte de kursen mod flybasen og gav en nødmelding til kontroltårnet.
Knap 800 meter over jorden skød de to piloter sig ud af flyet og nærmede sig jorden i nødfaldskærme. De landede i et sumpområde, og den bløde jordtype tog noget af faldet.
De kunne begge gå fra ulykkesstedet og gik derfor ambulancen i møde.
Kilde: Vancouver Sun