Glem alt om smertefulde indsprøjtninger og ømme muskler. Et nyt dansk-udviklet plaster kan nemlig gøre vaccination med kanyler til fortid.
Forskere på Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet samarbejder med lægemiddelindustrien om at udvikle et effektivt vaccineplaster med nanopartikler.
"I stedet for at man skal stikkes med nåle kan man sætte plastret på huden og få optaget vaccinen derigennem, fordi vi faktisk har immunaktive celler lige under huden," siger farmaceut Henriette Baun Madsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Plastret kan bruges til at bekæmpe infektionssygdomme som f.eks. stivkrampe og leverbetændelse. Den nye måde at vaccinere på er mulig på grund af bittesmå nanopartikler, der let trænger gennem huden.
Samtidig giver plastret færre gener end den almindelige indsprøjtning. Og det bliver lettere at vaccinere mange mennesker på en gang.
"Man kan hurtigere vaccinere, fordi man ikke skal bruge sterile nåle. Det kan være en stor hjælp i udviklingslande," siger Henriette Baun Madsen.
Vaccineplastret består af en hydrogel, som fugter huden og fungerer som reservoir for vaccinen. Nanopartiklerne hjælper med til, at antigenet trænger et stykke ind i huden og når frem til målcellerne.
Plastret kommer dog ikke på markedet lige foreløbig. Det er langt fra gennemprøvet nok til at kunne komme i produktion.
"Det er stadig på forskningsstadiet. Der er en masse udfordringer ved at gøre det her. For huden er jo en barriere i sig selv og er til for at holde udefrakommende mekanismer væk fra kroppen. Derfor er der en masse egenskaber, der skal overkommes," siger Henriette Baun Madsen.