Det startede forrygende for den danske langrendsløber Jonas Thor Olsen ved OL i Vancouver, men et voldsomt styrt lagde siden en dæmper på festen.
Da knap en tredjedel af distancen på 15 kilometer fristil var tilbagelagt, styrtede OL-debutanten.
"Jeg kommer rigtigt hurtigt ind i et 180 graders sving, måske med 60 - 70 km i time, og jeg bliver fanget af noget løs sne. Jeg ryger op i luften og falder lige ned på ribbenene. Al luften bliver slået ud af mig. Det gjorde rigtigt ondt. Der tænkte jeg - det er slut for denne gang," siger Jonas Thor om det voldsomme styrt.
Ved hjælp af en official kom han dog i gang igen, men han mener, at styrtet kostede ham cirka et minut sammenlagt.
Jonas Thor Olsen kørte dagens 15 km enkeltstart i tiden 39,02 minutter. Det rakte til en samlet 76. plads ud af de 95, der var til start. Løbet blev vundet af schweizeren Dario Cologna.
I styrtløbet fik Johnny Albertsen også vist de danske farver, og selvom han var OL-feltets eneste amatør, satte han flere af de professionelle til vægs.
Han sluttede som nummer 53 ud af 64 med en tid omkring to minutter på den 3105 meter lange styrtløbsbane.