Dorthe Gerlach og Michael Hartmann har i næsten to årtier dannet parløb professionelt og privat.
De har lært, at malearbejde og renovering næsten kan skille dem ad, men også at de trives bedst, når de giver hinanden plads.
Sammen har de i 21 år udgjort Hush, der netop nu er aktuel med albummet "Sand" efter syv års pladepause.
Her fortæller de to mere om deres mange år sammen:
Vores første møde:
Michael: Min far, der havde en kiosk nede i midtbyen i Randers, hørte en dag en ung pige stå og synge på torvet, og han vidste, at jeg ledte efter en sangerinde. Så han ringede og sagde, at nu kunne jeg godt komme derned. Så tog jeg derned og hørte Dorthe for første gang, da hun stod der med masser af krøller til alle sider, 17 år gammel, på Rådhustorvet i Randers sammen med en veninde.
Michael: Jeg op til hende og sagde, at jeg havde et studie i byen, og om hun ikke ville komme ned og synge en sang. Jeg gav mit telefonnummer til Dorthe, og så hørte jeg aldrig en lyd fra hende. Så jeg måtte i gang med noget detektivarbejde og fik fat på hende og måtte forklare, at det altså ikke kostede hende noget. Det var hendes største bekymring, tror jeg.
Dorthe: Det var derfor, jeg ikke ringede. Jeg var bange for, at der var en, der ville lokke mig ned i et studie og så sende mig en stor regning bagefter.
Michael: Vi fik hende lokket ned til Randers igen og i studiet og betalte hendes togbillet derned. Hun var megadyr i togbilletter.
Vores første date:
Dorthe: Når jeg hører ordet "date", tænker jeg på sådan en lidt akavet situation, hvor man sidder et sted med hvid dug og stearinlys. Vi havde spillet sammen i bandet i tre år, da vi blev kærester, så det var ligesom et venskab, der sprang over i kærlighed. Jeg husker ikke den der "american setting".
Michael: Det er gledet ud i hukommelsen. Vi blev kærester i 2000, så det er også nogle år siden. Men jeg kan godt huske det første kys.
Vores første kys:
Michael: Det var en glad sommeraften i Nyhavn, hvor vi havde fået et par øl hver på Hong Kong Bar, og da vi stod i kø til baren, "overfaldt" hun mig.
Dorthe: Det var meget Otto Brandenburg-agtigt.
Vores første skænderi:
Dorthe: Det var meget markant. Efter vi blev kærester, flyttede vi over i en lillebitte lejlighed i Nansensgade-kvarteret. Inden vi flyttede ind, skulle vi male lejligheden, og der var vi næsten ved at gå fra hinanden. Michael er oprindeligt uddannet klejnsmed, så han havde lidt en dynamik med, at han skulle være svend, og så var jeg den dumme lærling, så han rettede mig enormt meget i måden, jeg malede på.
Dorthe: Jeg blev helt sindssygt rasende og endte nærmest med at smide med pensler. Det var vores første store skænderi, og siden da har vi ikke lavet nogen store praktiske projekter sammen, og det kommer vi aldrig til. Vi vil aldrig købe et stort gammelt hus og sætte det i stand, det vil vores forhold slet ikke kunne bære.
Michael: Det er derfor, vi bor i den samme lejlighed på 15. år. Vi tør ikke at flytte, fordi vi har traumer over alt det der.
Vores første rejse sammen:
Dorthe: Det var til USA. Vi havde haft et radiohit, og Koda-pengene derfra brugte vi på at rejse en tur til USA for at se, om der ikke lå noget guld for enden af regnbuen til os. Vi var derovre i en måned og mødte alle mulige sangskrivere og en agent i Nashville. Vi tog også på roadtrip og så blandt andet den landsby, Dolly Parton er fra.
Michael: Turen var en øjenåbner. Det var, efter at vi havde rodet lidt rundt i den danske branche. Vi passede måske ikke helt ind herhjemme med vores mandoliner og banjoer, men da vi kom derover var det lidt som at komme på velkendt territorie.
Vores første møde med svigerforældrene:
Dorthe: Michaels forældre havde en butik i Randers, og jeg var jo med i bandet, og de kendte alle. Så jeg kendte dem godt som to mennesker med to små gravhunde, der altid gøede ad helvede til. Meget søde og energiske mennesker. Så det var ikke så svært at glide over i, at de skulle være mine svigerforældre.
Michael: Første gang jeg mødte Dorthes forældre har også været i venskabsperioden, og da det så skiftede, til at de blev mine svigerforældre, var vi hjemme og besøge dem på et tidspunkt.
Vores første hjem:
Dorthe: Det var vores hjem i Schacksgade. Lejligheden var 40 kvadratmeter, og vi boede der i fem år. Vi indspillede mere eller mindre vores første album i den lejlighed i fodenden af sengen, hvor vi havde et meget simpelt studie sat op.
Dorthe: Da vi så fik den pladekontrakt, vi havde kæmpet for så længe, var vi faktisk færdige med pladen. Vi kunne godt have taget hen i et dyrt studie og indspillet det hele i endnu bedre kvalitet, men det vi gerne ville lave, lå allerede i demoerne.
Vores første "jeg elsker dig":
Dorthe: Det er sikkert Michael, der har sagt det først, men det tror jeg også er en meget typisk dynamik for mand og kvinde. Jeg tror lidt, at kvindens natur er at være skeptiker.
/ritzau/