En tidligere dømt dansk musiker og hitmager har onsdag siddet på anklagebænken i Retten i Kolding.
Musikeren er ifølge Se og Hør i 40'erne og tiltalt for vold og dødstrusler. Han risikerer en fængselsstraf.
Se og Hør afslørede i oktober, at musikeren er tiltalt og har dagen igennem været til stede i retten.
Ugebladet citerer fra anklageskriftet, at manden i oktober 2024 skal have slået en kvinde, som han har haft en nær relation til, i hovedet flere gange med knyttet næve. Han har desuden truet offeret på livet.
- Næste gang jeg ser dig, så slår jeg dig ihjel, skulle manden blandt andet have sagt til offeret, skriver Se og Hør fra Retten i Kolding.
Musikerens forsvarer fortæller, at han nægter sig skyldig i sagen og vil frifindes.
Manden har flere alvorlige domme bag sig, og står i yderste konsekvens til fængsel i op til fire og et halvt år.
I retten refererer Se og Hør kvinden for at fortælle, at et større skænderi i kvindens lejlighed i Vejle kulminerer med, at han slår hende fire gange i ansigtet.
- Og så tænker jeg bare, at lige om lidt, så besvimer jeg. Jeg er så bange for, hvad han kunne finde på at gøre ved mine børn.
Hun fortæller også, at musikeren slår løs på hende, mens hendes datter ser på det.
Datteren, som er teenager, afgiver forklaring og siger blandt andet; "Jeg troede, min mor var død".
Der vises ifølge Se og Hør "voldsomme billeder" af de skader kvinden fik.
Retten har nedlagt navneforbud og der skal afholdes et nyt retsmøde.