Alt er i den grad godt for Chief 1 lige nu. Sidste år blev den danske hitmager og musikproducer single efter et seks år langt forhold, men nu har Amors pil ramt ham igen. Og den har ramt særdeles plet.
I et interview med B.T. fortæller 53-årige Chief 1, der også går under det borgerlige navn Lars Pedersen, at han i begyndelsen af året mødte sin nye kærlighed under en festlig bytur.
- Det er den klassiske historie. Hun kommer ind, vi får øjenkontakt, og det er som en magisk og uventet drøm, fortæller Chief 1 om kærligheden, der også bærer navnet Karina Friis, og som til daglig er salgschef i Top Danmark.
Siden har parret været næsten uadskillelige, og Karina Friis er ofte med i bilen, når Chief 1 er ude for at optræde.
- Det er en helt ny følelse for mig. Jeg spørger mig selv hele tiden: Hvornår vågner jeg op, og det hele er en drøm? Jeg kan næsten ikke forstå, at nogen vil være så omsorgsfuld og ikke kræve noget igen, siger han i interviewet.
Chief 1 kom i sin tid frem som frontmand i hiphopgruppen Rockers By Choice. Siden har han opbygget en solid karriere som musikproducer, sangskriver, dj og sanger med blandt andet storhittet “Alt er godt”.