Farvel til fru Gaga, Enrique Iglesias og alle de andre store verdensnavne.
Danskerne vil nemlig høre dansk musik. Det viser den seneste officielle albumhitliste.
De danske sangere har fuldstændig fortrængt deres udenlandske kollegaer fra listens topplaceringer. Faktisk skal man helt ned til ottendepladsen for at finde det første udenlandske navn med Robbie Williams' In and Out of Consciousness.
Helt i toppen finder man Thomas Helmig. Hans nye udspil 'Past Forward' er strøget direkte ind på en førsteplads med 2.750 solgte eksemplarer i den sidste uge.
Dermed har popprinsen fra Århus ifølge Ekstra Bladet præsteret at indtage førstepladser i fire årtier.
I slipstrømmen fra Helmig finder man blandt andre danske bands og sangere som Love Shop med deres comebackalbum, Rasmus Seebach, Tina Dickow og Volbeat.
Det er dog ikke alle danske kunstnere, der hører til blandt cd-købernes favoritter. Debutalbummet fra reality-stjernen Amalie må nøjes med en beskeden 24. plads.
Se hele listen her