Ritzau
Opdateret kl. 08:38
Kassen er tom hos modekoncernen Butler-Richard, viser selskabets regnskab. Faktisk har selskabet et minus på 17 millioner kroner på kontoen.
Derfor fortsætter koncernen med at lukke butikker i både Aarhus og København. Det skriver ledelsen i regnskabet.
- Ledelsen anser resultatet af årets drift som stærkt utilfredsstillende. Resultat er kraftigt påvirket af nedlukninger af urentable butikker, tilpasning af organisationen og frasalg af ikke kernevirksomhed.
- Derudover er der hensat til yderligere nedlukninger i det kommende år, som alle er under eksekvering, står der i regnskabet.
Ejerkredsen lukker ifølge regnskabet hullet efter den negative egenkapital ved at skyde penge i selskabet.
Ifølge erhvervsmediet Finans.dk er regnskabsåret 2016/2017 det værste nogensinde for modekoncernen.
Måske derfor har ledelsen rakt ud efter hjælp med at få forretningen på ret køl.
- Årets resultat har resulteret i, at ledelsen har valgt at tilknytte et advisorboard med henholdsvis brancherelevant- og økonomisk erfaring, lyder det.
Butler-Richard har to butikskæder. Butler, som sælger herretøj, og Loftet, der sælger dametøj. Tilsammen har de to mærker syv butikker i fem byer i Danmark.
Den ældste butik i koncernen spores tilbage til 1971. Forretningen har været god, indtil regnskabets bundlinje de sidste fem år er blev rød.
Særligt de sidste to regnskaber har gjort ondt. Et par tocifrede underskud har spist egenkapitalen.
/ritzau/