Den danske mobilfilmfestival, Dogma Mobile, er blevet godt modtaget over hele verden. Efter at have set filmene igennem, som folk har optaget og sendt ind på deres mobil, er den første pris netop blevet uddelt og præmieret af en international jury.
"Med festivalen ønsker vi at udfordre mobilfilm-genren, som en kunstform i sin egen ret," siger administrerende direktør for festivalen, Niels Aalbæk Jensen ifølge kpn.dk.
"Mobilen er jo et helt oplagt redskab for unge filmskabere til at skabe dogmefilm, der flytter grænserne for, hvordan man kan producere film."
Konkurrencen har løbet over et halvt år, og den har sat skub i filmmagere i alle aldersklasser. Således er den yngste deltager 15 år gammel, mens den ældste er 55 somre.
Finalen finder sted i efteråret, hvor der er store pengepræmier på spil.