Den danske mixeddouble med Joachim Fischer og Christinna Pedersen tabte torsdag ottendedelsfinalen ved VM i badminton.
Det skete, efter at Fischer kort inde i kampen blev nødt til at udgå med det, der skulle vise sig at være en brækket ankel.
Pedersen og Fischer var oppe imod et par fra Hongkong, der nu går videre til kvartfinalerne.
Ved stillingen 5-5 i første sæt satte Fischer sig skadet ud på sidelinjen. Kort tid efter stod det klart, at den 38-årige dansker ikke kunne fortsætte.
- Jeg hørte et smæld og et knæk nede i foden, og vi spillede duellen færdig, og jeg kunne mærke, at det gjorde mega ondt.
- Jeg troede bare, at jeg vred rundt, og det har jeg prøvet mange gange, hvor jeg så bare binder snørebåndet lidt stramt og spiller videre, men jeg kunne godt mærke her, at det ikke kunne lade sig gøre.
- Jeg trådte ned på den en enkelt gang, og jeg kunne mærke, at den bare var helt gal, siger Joachim Fischer til Badminton Danmarks hjemmeside.
Fischer humpede fra banen med hjælp fra assisterende landstræner Thomas Stavngaard og blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få skannet foden.
Skanningen slog senere fast, at Fischer har brækket anklen.
- Jeg kunne selv se på billederne, at den var brækket, så det krævede ikke en lægeuddannelse at se det, og lægen var heller ikke langsom til at stille diagnosen.
- Jeg er hårdt ramt, og det er ikke særlig sjovt, siger 38-årige Fischer.
Han bliver fløjet hjem til Danmark med sygetransport fredag. Hvorvidt skaden kræver en operation, vil han få at vide efter dialog med Team Danmarks læger.
Badminton Danmark vil støtte Fischer med de ressourcer, der er nødvendige.
- Der er ingen tvivl om, at vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe Joachim tilbage fra denne ubehagelige skade.
- Lige nu handler det om at få styr på skadens omfang og videre genoptræningsproces, og så må vi tage tingene derfra, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.
Fischer har blandt andet vundet to VM-bronzemedaljer, en OL-bronzemedalje og Denmark Open fire gange.
Pedersen er dog ikke færdig ved dette VM. Hun stiller nemlig også op i damedouble og skal sammen med sin faste makker, Kamilla Rytter Juhl, i kamp torsdag aften mod et sydkoreansk par.
/ritzau/