Niclas Nøhr og Sara Thygesen tabte søndag i finalen i mixeddouble i badmintonturneringen German Open i to sæt til et malaysisk par.
Sætcifrene lød 21-14, 22-20 i modstandernes favør.
Finalemodstanderne, Soon Huat Goh og Shevon Jemie Lai, lå inden kampen nummer ti på verdensranglisten og var tredjeseedet i turneringen.
Den useedede danske konstellation lå nummer 55 i verden, men har tidligere ligget i top-30.
Danskerne havde spillet flere gode kampe undervejs i German Open, og de startede også stærkt i finalen, hvor de hurtigt rystede eventuelle nerver af sig og kom foran 8-5.
Men derfra faldt spillet fra hinanden, og det malaysiske par vandt første sæt med 21-14.
I andet sæt fortsatte Soon Huat Goh og Shevon Jemie Lai med at dominere, kom på 8-3, afviste et dansk comeback til 18-18 og 20-20 og vandt sættet med 22-20.
German Open er en såkaldt Super 300-turnering, som er det laveste niveau på World Tour. I en Super 300-turneringen er de ti bedst rangerede doublepar ikke tvunget til at stille op.
/ritzau/