Sammen har de gennem deres 30 år lange ægteskab skabt et dansk erhvervseventyr med Ecco, men privatlivet har ikke været samme succes. Så nu er Hanni Toosbuy Kasprzak og Dieter Kasprzak blevet skilt.
Det bekræfter en talsperson for Ecco-koncernen overfor Avisen Danmark.
Hanni Toosbuy er datter af koncernens grundlægger, Karls Toosbuy, og hendes nu tidligere mand var gennem mere end 20 år administrerende direktør i virksomheden. Han trak sig sidste år tilbage efter at have været ansat mere end 40 år.
Parret har sammen to børn. Anna, der er eliterytter og har repræsenteret Danmark ved OL i dressur, og Andre, der er tidligere professionel golfspiller. Han arbejder nu i familiefirmaet.
Hanni Toosbuy er en af Danmarks rigeste kvinder. I 2019 anslog Berlingske Buisness hendes formue til 21 milliarder kroner.