En ny EU-aftale baner vejen for et fælles EU patentsystem. Det betyder, at en virksomhed fremover kan nøjes med at søge ét patent, der gælder i alle lande.
Aftalen bliver modtaget med glæde hos Dansk Industri.
- Det vil blive fjernet en stor administrativ og økonomisk byrde for erhvervslivet, hvis virksomhederne kun skal søge patent ét sted i EU i stedet for at skulle forholde sig til 27 tunge og dyre nationale regler, lyder det i en pressemeddelelse fra direktør Tine Roed.
Når en dansk virksomhed i dag skal ansøge om et patent i de 27 EU-lande, koster det op mod 267.000 kr. Her går mere end 170.000 kr. til gebyrer og oversættelser. Til sammenligning vil et nyt EU-patent koste omkring 15.000 kr.
- Derfor er det fælles patentsystem og patentdomstolen uhyre vigtig for virksomhederne, lyder det videre fra Tine Roed.
Også Dansk Metal ser et stort potentiale i de nye og mindre bureaukratiske regler.
- Beslutningen om et fælles europæisk patent og en fælles domstol er et stort og vigtigt skridt i retningen af at udvikle og fastholde videns- og produktionsarbejdspladser i Danmark, lyder det fra formand Thorkild E. Jensen.
Han mener derfor, at Danmark skal tilslutte sig aftalen hurtigste muligt. Det kræver ikke nødvendigvis en afstemning, men det kan alligevel blive konsekvensen, fordi Enhedslisten og Dansk Folkeparti kræver det.
Men den skepsis er helt uforståelig, mender formanden for Dansk Metal.
- Tvivl om dansk tilslutning vil koste arbejdspladser og hæmme udviklingen af nye produkter i Danmark. Det er tåbeligt, siger Thorkild E. Jensen i en pressemeddelelse.
Den nye aftale bliver også betragtet som en stor sejr i slutningen af det danske EU-formandskab.