Dansk mester tog kampen op mod Cavendish

Sebastian Lander forsøgte at udfordre sprinterne og blev belønnet med fighter-titlen i Post Danmark Rundt.

Det står skrevet i stjernerne, at 6. etape af Post Danmark Rundt slutter i en massespurt på Frederiksberg, men man kan begynde at betvivle stjernerne, når Sebastian Lander er manden, der sidder i udbrud.

Køge-knægten, som ydmygede hele den hjemlige elite ved DM i juni, ræsede af sted mod de afsluttende omgange af rundstrækningen med et jagtende felt af Team Sky-ryttere bag sig, og den mission holdt indtil 15 kilometer før mål.

- Nej, det var nok ikke realistisk at komme alene til mål. Jeg tror, at jeg blev hentet med to omgange igen. De kører bare så stærkt nede i feltet, så skulle det lykkes at køre hjem, skulle man nok have siddet 4-5 mand i en gruppe.

- Det var forsøget værd, og man skal tage kampen op en gang imellem, siger Sebastian Lander.

Den danske Glud & Marstrand-LRØ-rytter har et brændende ønske om at tage springet til en professionel karriere i udlandet snart.

Med sine præstationer over hele sæsonen, og særligt ved DM, hvor han efter en hel dag i udbrud spurtede sig til titlen foran Nicki Sørensen, har han vist, at potentialet efterhånden sprænger rammerne for den nuværende plads på et dansk 3.-divisionshold.

På 6. etape blev danskeren noteret for en 87.-plads, men dem, der tænker tilbage på etapen, vil først komme i tanke om sejrherren Mark Cavendish, dernæst Sebastian Lander.

- Jeg ville godt vise DM-trøjen inde på rundstrækningen, siger Sebastian Lander.

Glud & Marstrand-rytteren blev kåret som vinder af fighterkonkurrencen.

Sebastian Lander kørte i udbrud sammen med Kristian Haugaard fra Post Danmark-holdet efter godt 50 kilometer. Lander efterlod Haugaard med seks omgange tilbage af løbet og kørte derefter fire runder alene, mens feltet kørte stærkt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.