Dansk matchvinder vil have Brentford i Premier League

Henrik Dalsgaard scorede sit første mål for Brentford tirsdag aften, da holdet slog Nottingham Forest 1-0.
Henrik Dalsgaard (nummer to fra højre) omfavnes efter sin scoring tirsdag aften mod Nottingham Forest.
Henrik Dalsgaard (nummer to fra højre) omfavnes efter sin scoring tirsdag aften mod Nottingham Forest. Foto: Andrew Boyers/Scanpix

Den danske landsholdsspiller Henrik Dalsgaard drømmer om oprykningskampe til Premier League.

Tirsdag aften blev danskeren matchvinder for Brentford, da holdet på udebane slog Nottingham Forest med 1-0 i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship.

Med fire spillerunder tilbage af sæsonen er Brentford blot fire point fra at nå en plads i den top-seks, der vil udløse kampe om oprykning.

- Vi kæmper stadig om at nå oprykningskampene. Jeg er ligeglad, hvordan vi vinder vores kampe, bare vi vinder, siger Henrik Dalsgaard til klubbens hjemmeside.

På lørdag får Brentford besøg af Fulham, der har spillet sig op på ligaens andenplads.

- Der venter en stor kamp på lørdag, og vi har brug for, at fansene kommer og ser kampen. Det betyder meget for os og fansene. Der er så meget på spil, og vi skal bare vinde, siger 28-årige Dalsgaard.

Tirsdagens scoring, der faldt på et hovedstød i det 82. minut mod Nottingham Forest efter et hjørnespark, var danskerens første siden skiftet til Brentford før denne sæson.

- Vi havde brug for lidt held, og jeg er bare glad for at score mit første mål, siger han.

Dalsgaard vurderer samtidig, at Brentford-spillerne generelt har et større fysisk overskud i mange af holdets kampe i forhold til modstanderne.

- Jeg tror, at vi er i bedre kondition end de andre hold, for vi har lidt mere energi, siger danskeren.

Henrik Dalsgaard var ikke den eneste danske matchvinder tirsdag aften i The Championship. Landsholdskollegaen Jonas Knudsen scorede for Ipswich, der slog Barnsley 1-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.