En dansk mand har mistet livet efter en trafikulykke i den tyrkiske by Antalya.
Det bekræfter Ole Nøjstrup fra Udenrigsministeriets Borgerservice overfor Newspaq.
"Det jeg kan oplyse er, at der skete et trafikuheld i går aftes, som involverede en bus og en personbil. Føreren af personbilen var dansk statsborger, og han er desværre afgået ved døden," siger Ole Nøjstrup.
Bussen var fyldt med danske turister, som netop var ankommet til Tyrkiet på charterferie. De blev fragtet fra lufthavnen til hotellerne af en bus, som Scanway havde lejet til lejligheden.
Ingen af turisterne, som blot havde været i landet i 15-30 minutter, kom alvorligt til skade ved ulykken.
Antalya var så sent som den 25. maj ramt af en anden tragisk trafikulykke, hvor 16 russiske turister omkom.