Muhammed-krisen vil være glemt i Mellemøsten i løbet af 2007.
I hvert fald vil der atter være danske mejeriprodukter tilbage på hylderne for fuld styrke i løbet af året. Varer, der blev boycuttet under protesterne for et år siden.
Ifølge Mejeriforeningen har den største eksportør, Arla Foods, har vundet 60-65 procent af det tabte marked tilbage. Og Arla forventer er være tilbage på 100 procent ved udgangen af året.
Det samme gælder Uhrenholt, som har tilbageerobret 75 procent af selskabets tidligere salg, mens Andelsmejeriet Sædager og Nordex Food næsten er tilbage på 2005-niveau.
Men Bornholms Andelsmejeri har valgt helt at droppe Mellemøsten:
»Jeg gider ikke at handle med dem mere, og det har jeg det helt fint med,« lyder det fra mejerichef Per Olesen, Bornholms Andelsmejeri.
»Det handler om at kunne se sig selv i spejlet om morgenen. Jeg vil ikke bedømmes på, hvad en eller anden dansk avis skriver, jeg vil bedømmes på mine produkter og den service, jeg yder. Vi har ingen intentioner om at genoptage handelen og har sagt nej til dem, der har henvendt sig,« siger han.
Arla Foods har tabt 400 millioner kroner på tegningskrisen.