Dansk Boldspil-Union (DBU) offentliggjorde sent mandag aften den trup på 23 spillere, der skal repræsentere Danmarks kvindelandshold i fodbold ved EM i Holland fra midt i juli.
Landstræner Nils Nielsen mener, at der er masser af kvalitet i den danske trup.
- Det er en stærk samling af spillere, hvoraf mange spiller i udenlandske klubber, hvor de bliver matchet mod nogle af de bedste spillere i verden.
- Derfor har vi som landshold også et internationalt niveau, der gør, at vi godt kan bide skeer med de store nationer, vi møder til slutrunden, siger Nils Nielsen til DBU's hjemmeside.
Det danske hold scorede 22 mål og lukkede kun et mål ind i otte kampe i EM-kvalifikationen, hvor holdet blev nummer to i sin gruppe efter Sveriges OL-sølvvindere.
- Vores offensiv har fungeret upåklageligt i kvalifikationen og i forberedelseskampene, så vi har fokuseret meget på de defensive omstillinger i træningssamlingerne.
- I gruppespillet møder vi hold, som er enormt stærke i deres offensive omstillinger, så restforsvaret bliver afgørende for at kunne skabe resultater - ikke kun for os, men for alle holdene i gruppen.
- Nu skal vi bevise, at de mange timer på træningsbanen har båret frugt, og at vi har fundet den rette balance i holdet.
- Alle vores forsvarsspillere har individuelle spidskompetencer, som kan hjælpe os i helt særlige situationer, så vi føler os godt rustede til, hvad end der må ske i kampene, siger Nils Nielsen.
Danmark er ved EM havnet i gruppe A med Norge, Holland og Belgien. De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
Det danske hold sætter 11. juli kurs mod Holland, og danskerne møder fem dage senere Belgien i den første kamp.
/ritzau/