Der er næsten tre uger til Danmark skal i aktion ved fodbold-EM for kvinder i Sverige, men landstræner Kenneth Heiner-Møller melder alligevel forberedelserne stort set afsluttet.
Fredag satte den afgående landsholdschef navne på de 23 spillere, der skal sikre dansk succes i Sverige.
- Vores erfaringer fra tidligere år betyder, at vi denne gang har gjort flere ting meget anderledes i vores EM-planlægning, forklarer Kenneth Heiner-Møller til DBU's hjemmeside.
- Det betyder også, at vi nu er nået meget længere, end vi var på tilsvarende tidspunkt ved sidste EM. Det giver selvfølgelig både mig som træner og os som hold troen på, at vi kan præstere godt til EM, siger han.
Danmark indleder turneringen den 10. juli mod værtsnationen Sverige. Tre dage senere venter Italien, mens den indledende pulje bliver afsluttet mod Finland den 16. juli.
- Vores altoverskyggende mål er, at blive 1'er eller 2'er i puljen, så vi er sikre i kvartfinalen, lyder det fra Kenneth Heiner-Møller.
Her er Danmarks trup:
Målvogtere: Stina Lykke Petersen, Cecilie B. Sørensen og Katrine Abel.
Forsvarere: Line Røddik-Hansen, Christina Ørntoft, Janni Arnth Jensen, Line S. Jensen, Malene Maquard Olsen, Theresa Nielsen, Mia Brogaard og Cecilie Sandvej.
Midtbanespillere: Katrine S. Pedersen, Mariann Gajhede Knudsen, Nanna Christiansen, Pernille Harder, Sofie Junge, Sine Hovesen, Karoline Smidt Nielsen, Julie Rydahl Bukh, Katrine Veje og Johanna Rasmussen.
Angribere: Sanne Troelsgaard og Nadia Nadim.
/ritzau/