Landsholdsangriberen Mads Junker er anfører og fast mand i startopstillingen hos Roda, alligevel kan han snart have spillet sin sidste kamp for klubben.
Landsholdsangriberen tvivler i hvert fald selv på, at han fortsætter i Roda og er begyndt at kigge på andre muligheder, det skriver sporten.dk.
I går mødtes den tidligere Nordsjælland-angriber med klubbens ledelse, men selv om de tilkendegav, at man vil beholde ham, så mangler han et konkret udspil.
"De sagde på mødet, at de var rigtig glade for mig, og at træneren meget gerne vil have, at jeg bliver. Men når man så tæt på sæsonafslutningen ikke har fået et kontraktudspil fra klubben, så er det måske tvivlsomt, om der overhovedet sker noget på den front. Så derfor er jeg begyndt at se mig omkring og lytte til andre henvendelser," fortæller Mads Junker ifølge sporten.dk.
Mads Junker er med 47 mål i 94 kampe den mest scorende spiller i den hollandske liga de sidste tre sæsoner og er endt i top tre på topscorerlisten de sidste to år.
Netop derfor skulle der være interesse fra en række klubber i både Holland, England og Danmark.
Kilde: Sporten.dk