En række hofte- og knæoperationer på Sygehuset Østfold i Norge – der gav patienterne varige mén – er den direkte årsag til, at en dansk kvindelige læge har fået frataget sin godkendelse som specialist.
24 patienter har fået erstatning, der beløber sig op til fem millioner kroner, skriver den norske nyhedsstation NRK.
En af de fejlopererede patienter, der har fået erstatning, er den 76-årige Ingeborg Bøhn fra Fredrikstad. Hendes ene ben blev 4,5 centimenter længere end det andet efter operationen.
»Det har ødelagt livskvaliteten. Nu kan jeg kun komme rundt i lejligheden og ud på terassen,« siger kvinden, der ellers elskede lange gåture, til NRK.
Den kvindelige læge skrev til myndighederne, at hun blev forhåndsdømt i formiddagsmedierne, at flere af patientklagerne blev fremprovokeret, og at patienterne reelt set ikke havde noget at klage over.
Myndighederne har afvist lægens klage og siger, at lægen ikke behersker rutinemæssig kirurgi, at det store antal operationer med de uheldige resultater viser en mangelfuld kompetence, at hun ikke kunne kontrollere sine følelser i konflikt- og stress-situtationer, at hun skrev mangelfulde journaler og ikke overholdt informationspligten i Norge.
Den danske læge må fortsat praktisere som læge, blot ikke kirurg.