En busulykke har kostet en 68-årig dansk kvinde livet i Tyrkiet. Turistbussen, hvor der var mange andre skandinaver om bord, forulykkede sent fredag eftermiddag, da den var på vej tilbage til feriebyen Alanya efter en udflugt i bjergene.
- Der var 27 passagerer om bord på en bus til en tur, som vi arrangerer, op i Tauras-bjergene. På vej ind i Alanya igen vælter bussen, siger Spies' kommunikationschef, Torben Andersen, til bt.dk.
Den svenske avis Expressen skriver, at der var 13 svenskere om bord på bussen, som forulykkede ved 17.30-tiden. En teenagedreng fra Sverige er omkommet, og to andre svenskere er svært tilskadekomne, lyder det.
Den afdøde danske kvinde var indlogeret sammen med sin familie i den tyrkiske ferieby, og de modtager nu krisehjælp, skriver bt.dk.
/ritzau/