En dansk kvinde, der er mistænkt for at kæmpe for Islamisk Stat, er blevet anholdt af de tyrkiske myndigheder.
Det skriver flere udenlandske medier, herunder Arab News.
Kvinden blev opdaget med et falsk pas, da hun forsøgte at krydse den tyrkiske grænse til Syrien illegalt.
Hun var desuden eftersøgt af Interpol på grund af mistanken om tilknytning til Islamisk Stat.
Ifølge det arabiske medie var hendes rolle i Islamisk Stat at rekruttere kvinder fra vestlige lande til den militante gruppe.
Kvinden, der kun er blevet identificeret offentligt under initialerne AAM, er dansk statsborger med libanesiske rødder.
Ud over den danske kvinde, der blev anholdt i byen Bursa, er yderligere 14 medlemmer af Islamisk Stat blevet tilbageholdt i den tyrkiske hovedstad, Ankara.
Tyrkiet er ifølge AFP en vigtig del af ruten, når udenlandske krigere forsøger at tilslutte sig den militante gruppe i Syrien og Irak.
Tyrkiet har derfor også intensiveret dets fokus på anholdelser og udvisninger af mistænkte, udenlandske krigere.
PET oplyser til Ritzau, at det som udgangspunkt ikke kan kommentere på konkrete sager, men henviser til Udenrigsministeriets Borgerservice.
- PET følger udviklingerne i regionen tæt, blandt andet af hensyn til eventuelle tilbagevendende fremmedkrigere og imødegåelse af trusler rettet mod danske interesser, skriver PET i en mail til Ritzau.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Udenrigsministeriets Borgerservice.
PET vurderede sidste år, at mindst 150 personer siden 2012 er rejst fra Danmark til Syrien og Irak.
Godt 30 fremmedkrigere befinder sig stadig i konfliktzonen. Resten er i Danmark, rejst til andre lande eller blevet dræbt.
/ritzau/