"Silent Nights", der er instrueret af danske Aske Bang og produceret af Kim Magnusson, er blandt de sidste ti kortfilm, der kæmper om at blive nomineret til en Oscar.
Det oplyser organisationen bag Oscar-uddelingen onsdag i en pressemeddelelse.
Producer Kim Magnusson havde svært ved at skjule sin glæde over at være med i slutspurten, da Ritzau fangede ham på telefonen.
- Selv om man har prøvet det nogle gange før, er det jo bare fantastisk. Jeg hoppede op af sofaen og råbte og skreg. Jeg har stadig sommerfugle i maven, som var det første gang, siger produceren, der står bag selskabet M&M Productions, der nu for 13. gang har en film shortlistet i kortfilmskategorien.
Han ser først og fremmest filmen som en kærlighedshistorie, men understreger også, at den tager samfundsrelevante emner op.
- Den handler om at være dansk, om racisme. Den handler om flygtninge på en eller anden mærkelig måde, uden at vi er politiske. Det er en kærlighedshistorie, siger Magnusson.
I alt 137 kortfilm havde oprindeligt kvalificeret sig i kategorien. Af de ti film, der er tilbage i kampen, bliver fem nomineret til en Oscar.
De nominerede bliver offentliggjort den 24. januar næste år.
Selve Oscar-uddelingen finder sted den 26. februar. Vinder "Silent Nights", skriver filmen sig ind på en flot dansk liste over vindende kortfilm.
Så sent som i 2013 vandt "Helium" en Oscar. Tidligere har "De nye lejere", "Der er en yndig mand" og "Valgaften" vundet filmbranchens fornemmeste pris.
/ritzau/