En dansk konvertit er muligvis blandt de anholdte danske statsborgere i Libanon. Det oplyser TV Avisen på DR1.
I alt tre personer med dansk statsborgerskab og én person med dansk opholdstilladelse menes at være blevet anholdt og fængslet i Libanon de seneste måneder, men Udenrigsministeriet har foreløbig kun kunnet bekræfte tre af fængslingerne.
- Den danske konvertit har angiveligt blond hår og blå øjne. Det er i hvert fald det, som min kilde har fortalt mig, siger den tyske journalist ved Beirut Media Center, Christina Foerch, til DR.
- Han har konverteret til islam sammen med sin kone, men det er usikkert, hvilken gruppe de tilhører, fortsætter hun.
Udenrigsministeriet har endnu ikke besøgt de fængslede danskere og kan derfor ikke sige, hvorfor de har opholdt sig i Libanon eller om de - som forlydenderne siger - har kæmpet på en islamistisk oprørsgruppes side i kampe med den libanesiske hær.
-
De libanesiske myndigheder har fortalt, at de er blevet anholdt, at de
vil blive stillet for en dommer eller løsladt. Mere kan vi ikke sige,
oplyste Lars Thuesen tirsdag eftermiddag til Avisen.dk.
Udenrigsministeriet arbejder på at tilbyde fangerne konsulær bistand
- det vil blandt andet sige at give dem muligheden for at tale med en
advokat og komme i kontakt med deres familie.