Protestaktionerne til støtte for Ungdomshuset er nu nået til Venedig. Det danske honorære konsulat er blevet besat, og tilsyneladende er konsulatskiltet blevet malet pink.
Souschef Claus Petersen fra Udenrigsministeriets sikkerhedskontor bekræfter, at unge har opsøgt den honorære konsul, som er en italiensk forretningsdrivende.
- Jeg har hørt, at cirka 40 unge har opsøgt den danske honorære konsul i Venedig. De honorære konsulater er ikke reelle repræsentationer, men drives typisk af lokale forretningsmænd, og i deres butikker kan man jo gå ind, ligesom man kan gå ind i alle andre butikker, siger han.
Typisk går de unge ind, afleverer deres budskab, får lidt pressedækning og forlader stedet igen, forklarer han.
- Vi har netop besat det danske konsulat i solidaritet med vores danske
kammerater. Vi protesterer mod fængslingerne af vores 700 kammerater,
siger en af aktivisterne Luca Casarini til Politiken.dk