Den engelske pokalturnering er kendt for sine overraskelser, og denne sæsons udgave ser ikke ud til at skuffe på den front.
Allerede i første kamp i FA Cuppens tredje runde stod Brighton fra den næstbedste række lørdag eftermiddag for lidt af en præstation, da holdet sendte store Newcastle ud af turneringen med en 2-0-sejr hjemme på Falmer Stadium på den engelske sydkyst.
Den spanske midtbanespiller Andrea Orlandi sendte holdet på vinderkurs, da han under hårdt pres fik drejet bolden i mål efter en god halv times spil. Kort før tid afgjorde Will Hoskins så kampen, da han scorede til 2-0 alene med Newcastle-keeper Rob Elliot.
Kampen blev også en triumf for den tidligere Brøndby-målmand Casper Ankergren, der fik en sjælden chance fra start i Brighton-målet, hvor han normalt står noget i skyggen af den tidligere Manchester United-keeper Tomasz Kuszczak.
Med et "clean sheet" fik Ankergren dog gjort positivt opmærksom på sig selv overfor manager Gus Poyet.
Mens der er jubel i Brighton, er nederlaget endnu en lussing til kriseramte Newcastle, der roder rundt i bunden af Premier League, hvor holdet har tabt ni ud af de sidste 11 kampe.
Klubben har netop solgt angrebsstjernen Demba Ba til Chelsea, og bedre blev humøret ikke af, at Shola Ameobi, en af de tilbageværende angribere, fik det røde kort efter en times spil.
Manager Alan Pardew har et stort arbejde foran sig for at få den nordengelske storklub på ret køl.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.