Målmandskometen Anders Lindegaard brænder gennem fodboldatmosfæren og lyser op som et af dansk fodbolds nye talenter.
I sidste uge debuterede den danske keeper på landsholdet mod Island, og når ligaen snart ender i Norge for hans nuværende klub Aalesund, så spås den rapkæftede fynbo at ryge til den tyske storklub FC Bayern München.
"Med den massive interesse der er for Anders, så tvivler jeg meget stærkt på, at vi har ham til rådighed i næste sæson," siger direktør i Aalesunds, Henrik Hoff, til sporten.dk.
Og det er ikke hvem som helst, der viser interesse for den danske keeper. Da Anders Lindegaard for første gang i karrieren spillede en landsholdskamp, fulgte et par interesserede fodboldøjne fra München hans præstation - klubbens chefscout, Wolfgang Dremmler. Det skriver sporten.dk.
Han fortæller også, at der er konkret interesse fra klubber i den engelske liga, og at han forventer en forløsning til januar.
"Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, og selvom vi frygtelig gerne vil beholde Anders her i Aalesund, så har han niveau til en af Europas største ligaer, så der er jeg også sikker på, vi får ham at se inden alt for længe," siger Henrik Hoff.