René Holten Poulsen kan sagtens ro hurtigt, selv om han ikke er i topform. Det beviste den danske deltager fra sidste sommers OL i London, da han lørdag vandt bronze i World Cuppen i 1000 meter enerkajak.
Den 24-årige kajakroer har VM i august som sit næste store mål, og derfor går der endnu nogle måneder, før formen skal toppe.
Det hindrede dog ikke Holten Poulsen i at få god fart i kajakken i lørdagens finale på vandet i ungarske Szeged.
Danskeren kunne dog ikke hamle op med tyske Max Hoff, der vandt bronze ved OL i London sidste år.
Tyskeren vandt suverænt finalen i tiden 3.35,210 minutter med hviderussiske Aleh Yurenia på andenpladsen. René Holten Poulsen blev en forholdsvis sikker treer i tiden 3.38,264 minutter.
Danskeren har også roet sig frem til finalen på den halve distance. Finalen over 500 meter roes søndag formiddag.
Stævnet i Szeged er årets første i World Cuppen.
/ritzau/