Klaus Riskær Pedersen vil i Folketinget.
Den 63-årige iværksætter skriver på sin hjemmeside, at han nu søger opstilling til næste folketingsvalg.
Klaus Riskær Pedersen vil stille op til valget under eget navn, men først skal han indsamle omkring 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
- jeg ønsker at lave om på skattesystemet i Danmark, siger Klaus Riskær Pedersen i en video på sin hjemmeside, hvor han også erklærer, at det danske skattesystem er brudt sammen.
Klaus Riskær Pedersen, der i 1984 var medstifter af radiokanalen The Voice, har tidligere været en del af dansk politik. I 1989 blev han valgt ind i Europaparlamentet for Venstre - det skete under slogans som "Bryd Janteloven!" og "Danmark kan, hvis du vil".
I 2006 oprettede han sit eget parti, Opstillingslisten, og i en kort periode af 2015 var den farverige forretningsmand medlem af partiet Alternativet.
Efter en uges medlemskab blev han dog smidt ud, da hovedbestyrelsen ikke havde tillid til hans "forvaltning af Alternativets idé- og værdigrundlag samt loyalitet over for fællesskabet".
- Jeg har brug for at komme i Folketinget, så jeg kan råbe de politiske partier op, siger Klaus Riskær Pedersen i videoen på sin hjemmeside.