Det danske ishockeylandshold bliver svækket i kampen for at undgå nedrykning fra A-gruppen ved VM i Stockholm.
Den farlige forward Mads Christensen kan nemlig have spillet sin sidste kamp i turneringen, efter at han pådrog sig en stor blodansamling bag på låret i kampen mod Slovenien i tirsdag.
- Han skal hvile i mindst fire dage, og jeg tror ikke, han kommer til at spille mere ved VM, siger landstræner Per Bäckman.
Det er et tab for det danske hold, hvor Christensen har indgået i den velspillende andenkæde i samarbejde med Mikkel Bødker og Julian Jakobsen.
Christensen blev noteret for to assist i kampen mod Norge, men det bliver altså formentlig de eneste fra forwarden fra Eisbären Berlin.
Til kampen mod Tjekkiet klokken 16.15 kan Bäckman endnu ikke råde over Nicklas Jensen, der først senere i dag tilslutter sig truppen efter Vancouver Canucks' exit fra NHL-slutspillet.
Jensen er til rådighed lørdag mod Schweiz.
/ritzau/