Mændenes letvægtsfirer i roning blev lørdag stemt ud af OL-programmet af Det Internationale Roforbund (Fisa), men Poul-Erik Høyer, der er medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), vil komme "Guldfireren" til undsætning.
IOC skal godkende indstillingen fra Fisa, før letvægtsfireren officielt er ude af legene i 2020, og det vil Poul-Erik Høyer sætte en stopper for. Det bliver dog meget svært, siger han til BT.
- Jeg tror, at chancen er meget lille for, at jeg kan ændre noget, for IOC går sjældent imod beslutninger, som idrætsgrene selv har truffet.
- Jeg kan ikke forestille mig, at det sker, men jeg vil da selvfølgelig gøre et forsøg og kæmpe hele vejen, siger han.
Han tror, at det er mere realistisk, at letvægtsfireren kan komme tilbage på OL-programmet frem mod legene i 2024.
- Det er bestemt noget, jeg også vil kæmpe for. Det er en dansk disciplin, som jeg gerne vil slå et slag for, siger Poul-Erik Høyer til BT.
Også kronprins Frederik er medlem af IOC.
Letvægtsfireren har været en del af det olympiske program siden 1996 i Atlanta, og hver gang er den danske besætning vendt hjem med OL-metal. Senest blev det til sølvmedaljer ved OL i Rio i august sidste år.
/ritzau/