Opdateret kl. 11:48
Lars Sandahl Sørensen bliver den næste direktør for Dansk Industri (DI). Det oplyser lobbyorganisationen torsdag.
Han kommer fra en stilling som koncerndirektør i SAS, hvor han ikke er topchef men en del af luftfartsselskabets ledelse.
Han forlader sit job i SAS og tiltræder som direktør i Dansk Industri fra august.
- Det er i høj grad virksomhederne, der kan skabe de konkrete, innovative bæredygtige løsninger, der er stor efterspørgsel efter såvel i Danmark som i resten af verden, siger Lars Sandahl Sørensen.
- Danmark har et enestående udgangspunkt, og det bliver en af DI’s største prioriteter i de kommende år at bidrage til at realisere det potentiale globalt.
Forgængeren på posten, Karsten Dybvad, fratrådte i december sidste år for at blive bestyrelsesformand i Danske Bank.
Den nye direktør får en varm velkomst fra både egne og fagbevægelsens side.
Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jacob Holbraad, kalder den nye DI-direktør en "globalt orienteret leder".
- Han ved, hvad der skal til for, at virksomhederne kan vokse og skabe arbejdspladser til glæde for hele Danmark, siger han i en skriftlig meddelelse.
Også formanden for fagforbundet 3F, Per Christensen, glæder sig over, at jobbet er gået til Lars Sandahl Sørensen.
I en udtalelse siger han:
- Jeg glæder mig – også på det personlige plan – til, at vi sammen skal finde løsninger på nogle af de udfordringer, danske virksomheder og lønmodtagere står over for, og ser frem til et godt samarbejde.
Også Claus Jensen, der som formand for sammenslutningen af fagforbund i CO Industri bliver Lars Sandahl Sørensens modpart i forhandlingerne om en overenskomst, ønsker den nye DI-direktør tillykke.
På Facebook skriver han:
- Jeg ønsker Lars stort tillykke med den nye post og håber og forventer, vi får et godt og konstruktivt samarbejde på trods af de åbenlyse interesseforskelle – nøjagtigt som CO-industri har haft det med de foregående.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.