Hollywood-stjernen Scarlett Johansson er blevet gift for tredje gang.
Det er velgørenhedsorganisationen “Meals on Wheels”, der i et opslag på Instagram fortæller, at skuespilleren med de danske rødder i en meget intim og corona-sikker fejring er blevet smedet sammen med sin forlovede Colin Jost.
Parret har gennem coronakrisen støttet “Meals on Wheels”, en organisation, som hjælper sårbare ældre. Og de nygifte brugte altså også brylluppet til at gøre opmærksom på velgørenhed.
- Ceremonien var intim med deltagelse af deres nærmeste og kære i corona-sikre omgivelser. Deres ønske er at gøre en forskel for sårbare ældre i denne vanskelige tid, lød det i opslaget fra “Meals on Wheels”, der samtidig opfordrede folk til at donere.
Den 35-årige Scarlett Johansson, der har en dansk far, har datet den 38-årige komiker fra “Saturday Night Live” Colin Jost siden 2017. Hun har tidligere været gift med skuespil-kollegaen Ryan Reynolds (2008-2011) og Romain Dauriac (2014-2017).