Jesper Lange kommer ikke i aktion mere for Helsingborg i år.
Den 31-årige fodboldspiller med fortid hos blandt andre Esbjerg og AGF beskadigede lørdag sit korsbånd i en kamp mod Syrianska i den næstbedste svenske række.
Ifølge Helsingborgs hjemmeside forventes han at sidde ude i otte måneder.
- Jeg var oppe i en hovedstødsduel og landede skævt på det ene ben. Det gav ikke den naturlige aflastning, og så kunne jeg godt mærke, det knagede lidt inde i knæet, siger Jesper Lange til bold.dk.
Jesper Lange kom for et år siden til Helsingborg fra AGF, men året endte med nedrykning fra Allsvenskan til Superettan.
Den 31-årige angriber er med syv mål topscorer for Helsingborg, der ligger nummer tre i rækken.
Danskeren ser med fortrøstning frem mod at gøre comeback næste år.
- Jeg er en positiv fyr, så jeg ser fremad og har fokus på at komme tilbage så hurtigt som muligt.
- Jeg er ikke færdig med fodbolden på nogen måde, og jeg er frisk og frejdig i kroppen, så det her skal bare overstås, siger Jesper Lange.
/ritzau/