Dansk håndboldprofil venter barn: Ude resten af sæsonen

Randers må undvære den tidligere landsholdsspiller Camilla Dalby, der skal være mor i april.
Camilla Dalby er gravid og forlader håndboldbanen i resten af denne sæson.
Camilla Dalby er gravid og forlader håndboldbanen i resten af denne sæson. Foto: Claus Fisker/arkiv/Scanpix

Håndboldklubben Randers HK må klare sig uden skarpskytten Camilla Dalby i resten af denne sæson.

Den tidligere landsholdsspiller er gravid med termin i april, oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Jeg er først og fremmest glad på Camillas vegne og kan næsten ikke rose hende nok for hendes åbenhed omkring det, siger Randers-træner Niels Agesen.

- Jeg har selv tre børn, og intet andet er større. Som træner og for holdet er det selvfølgelig en bet at skulle undvære en af vores mest rutinerede spillere.

- Men grundet Camillas åbenhed har vi to andre højre backs i truppen, og de skal nu tage et større ansvar, siger Agesen.

Med 18 mål i de første seks ligakampe er 29-årige Camilla Dalby den næstmest scorende spiller for Randers i denne sæson.

Hun er noteret for 108 landskampe for Danmark, men har ikke været blandt landstræner Klavs Bruun Jørgensens udvalgte siden OL-kvalifikationsturneringen i marts 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.