Dansk golfspiller falder tilbage i Sydafrika

Jeff Winther kom som eneste dansker videre til finalerunderne i Sydafrika, men han faldt 12 pladser tilbage.
Jeff Winther er eneste dansker i finalerunderne i Sydafrika.
Jeff Winther er eneste dansker i finalerunderne i Sydafrika. Foto: Francisco Leong/AFP

Golfspilleren Jeff Winther røg ud af top-10, da anden runde af European Tour-turneringen BMW South African Open fredag blev spillet i Sydafrika.

Danskeren gik runden i 72 slag, hvilket svarer til banens par.

Med samlet 140 slag faldt Jeff Winther 12 pladser ned i den samlede stilling, så han er delt nummer 20 før weekendens finalerunder.

Den danske golfspiller, der gik første runde i 68 slag, leverede to birdies og to bogeys på fredagens runde.

Jeff Winther er samlet ni slag efter franske Adrien Saddier og englænderen Chris Paisley, der fører turneringen med et forspring på fire slag til nærmeste forfølger.

Lucas Bjerregaard gik anden runde i 71 slag, men han kom akkurat ikke med blandt de spillere, der skal spille finalerunderne lørdag og søndag.

Danskeren sluttede samlet som delt nummer 76 i 145 slag.

Samme placering opnåede Lasse Jensen, der gik anden runde i 74 slag.

Søren Kjeldsen fik spillet sig op efter torsdagens dårlige runde i 79 slag, da han brugte 67 slag på anden runde.

Det var dog ikke nok til at komme videre.

Heller ikke Morten Ørum Madsen kom videre, da han sluttede i samlet 147 slag, et slag dårligere end Søren Kjeldsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.