Smykkeproducenten Pandora oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at selskabet har udpeget en ny topchef, skriver Finans.
Ny mand i spidsen for den danske smykkegigant er den 54-årige Alexander Lacik. Han erstatter Anders Colding Friis, der forlod Pandora sidste år.
Alexander Lacik kommer fra en stilling som topchef i Britax, der producerer sikkerhedsudstyr til børn.
Pandoras bestyrelsesformand, Peder Tuborgh, siger ifølge Finans, at Alexander Lacik "er et perfekt match" til Pandoras strategi.
Ifølge Peder Tuborgh er den nye topchef en effektiv leder med styrke i markedsføring og branding.
Skal årligt spare 1,2 milliarder
For halvanden uge siden offentliggjorde selskabet sit seneste årsregnskab. Her fremgik det, at væksten for første gang i fem år står stille.
En af Alexander Laciks første opgaver bliver derfor at iværksætte en stor sparerunde med et mål om besparelser på op mod 1,2 milliarder kroner om året.
Tiltræder hurtigst muligt
Med udnævnelsen vil Pandoras direktion bestå af Alexander Lacik på toppen, Anders Boyer som finansdirektør og Jeremy Schwartz som driftsdirektør.
Alexander Lacik tiltræder hurtigst muligt. Indtil da vil Pandora fortsætte under fælles ledelse af Anders Boyer og Jeremy Schwartz.
- Pandora er et fantastisk selskab, der på uhørt kort tid er vokset til at være verdens største smykkebrand. Jeg ser frem til at arbejde videre med det nuværende strategiske fokus på at tilføre ny energi til brandet og genskabe væksten, siger Alexander Lacik ifølge Finans.
På Alexander Laciks cv står udover Britax også produkter som Strepsils, Vanish og Clearasil. Han har ifølge Finans desuden arbejdet hos Procter & Gamble og Kasthall.